Fysioøvelsen del 5
Offentliggjort den: 18.09.2024Opdateret den: 09.04.2026 Autor: kamal Kant
Sara mærkede en rem blive strammet om halsen for at fastgøre mundkurven. Hun hørte Daniela sige med en hånlig tone: "Tale er sølv, tavshed er guld, min skat! Jeg advarede dig!" Sara sparkede vildt med underbenene, men det var alt, hvad hun kunne gøre, mens hun lå på maven med Daniela på hug på ryggen. Hun mærkede Daniela placere flere stropper, der hørte til mundkurven, om hovedet. Som et omvendt V, med Saras næse i midten, trak Daniela stropperne over Saras ansigt og derefter over hovedet. Alt blev strammet bagpå.
Pludselig vendte Daniela Sara om på ryggen: "Lad mig se på dig, min skat!" Sara forstod hurtigt, hvorfor hun var blevet vendt om: Daniela spændte endnu en rem under hagen. Nu var det umuligt at skubbe bolden ud med tungen, at åbne eller lukke munden eller endda at sige et ord.
"Mmmmmmmmpf! Mmpf, mmpf!" Men Daniela smilede ondskabsfuldt og sagde: "Sådan en mundkurv klæder dig! Du burde bruge den oftere, hehe! Desuden bliver de andre patienter ikke længere bange for dine skrig! Læg dig nu ned eller gør hvad du vil. Det hjælper alligevel ikke at sparke. Bare slap af! Jeg holder øje med dig for at sikre, at du opfører dig pænt!"
Efter Daniela var gået og havde lukket celledøren, sad Sara – bogstaveligt talt målløs – på gulvet i sin celle. Hendes polstrede celle. Hun havde hørt et sted, at den slags rum ikke længere måtte eksistere og nu blev kaldt "kriserum". Patienterne der var dog bestemt ikke længere fastspændte, og bestemt ikke kneblet! Tilsyneladende var hun snublet over en privat bondage/fetish-praksis.
Lidt resigneret satte Sara sig på gulvet og forsøgte at trække vejret gennem mundkurven. Men den ville ikke rokke sig en tomme! Ikke alene var hun blevet spændt fast i en stram spændetrøje, men hun var også blevet kneblet med bemærkelsesværdig effektivitet! Næsten resigneret trak hun igen i jakkeærmerne, men der skete ingenting. Det var umuligt at sænke armene på grund af løkkerne, og da hun trak dem op, begyndte skridtremmen sin mærkelige, næsten erotiske leg.
Sara besluttede sig for at strække sig og slappe af. Hun lå på ryggen på det bløde gulv i den polstrede celle og fumlede sløvt i spændetrøjen. Til sidst bemærkede hun, at hun faktisk havde slappet lidt af, og at det var sjovt at fumle lidt, især på grund af skridtremmen, som gjorde sig bemærket ved hver armbevægelse.
Pludselig ændrede hendes humør sig. "Hvad laver jeg overhovedet her? Og hvordan kommer jeg ud herfra?" Sara sprang op så godt hun kunne med armene i hånden og kastede sig af al sin kraft mod den polstrede celledør. Hun kastede sig også mod væggene. Men bortset fra at føle sig varm og grynte et par gange, skete der ingenting. I en desperat handling begyndte hun at sparke til døren. Måske kunne hun sparke den ind? Igen og igen sparkede hun, sandsynligvis ti gange, indtil hendes fødder gjorde ondt. Til sidst gav hun op og satte sig tilbage på cellegulvet.
Døren åbnede sig med det samme, og en dyster Daniela trådte ind. "Hold op med det vrøvl! Jeg har allerede advaret dig om skrigene, det er derfor, du er kneblet. Og hvis du vil smadre alting i stykker, så sætter jeg også en stopper for det!" For at understrege det, tabte Daniela noget på cellegulvet og fortsatte: "Desuden har du været uartig! Ikke nok med at være oprørsk, jeg så, at du tydeligvis nød at lege med skridtremmen! Men vi sætter en stopper for dit oprør nu ... eller rettere sagt, spænd den fast! Hehe."
Daniela skubbede Sara, som sad på gulvet, om, vendte hende om på maven og satte sig på hendes underben.Sara følte noget blive placeret om hendes ankler og spændt fast...
... efterfølger følger
- Ligoteur
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og gå aldrig glip af en episode!
Nyhedsbrevsabonnement
