Achim med terapeuten del 4

Men mens han stadig ventede på, at spændetrøjen skulle åbnes, følte han, at Martina hurtigt trak hans g-streng af i stedet...

Dette forbløffede ham så meget, at han ikke gjorde modstand, da hun spændede håndjernet tilbage om hans højre ankel. Han ville gøre modstand med sit andet ben, men hun havde allerede grebet det med begge arme – og på ingen tid var den anden fodmanchet fastgjort til sengerammen igen.

Denne uventede vending ophidsede ham så meget, at han straks fik erektion igen.

"Sådan har du det!" sagde Martina og vendte sig væk. Hun tog et par skridt, og kom så tilbage. Achim hørte en svag, metallisk ringning.

"Små spænder! Halemanchetterne!!", gik det gennem hans hoved.

"Lad være, venligst! Hjælp! Hjælp!" skreg han i panik.

"Så! Det er nok!" sagde Martina vredt. "Ingen her har nogensinde råbt om hjælp. Desuden har jeg allerede advaret dig to gange. Tredje gang...!"

Igen hørte Achim den forbandede lyd fra skuffen, og kort efter mærkede han Martinas åndedrag lige over sine bind for øjnene.

Uanset hvad han havde forventet, blev han fuldstændig overrasket, da hun pludselig holdt ham for næsen. Han åbnede munden refleksivt, og før han forstod, hvad der skete, mærkede han en hård læderkugle mellem sine læber og tænder. Denne var tilsyneladende mere æggeformet som en amerikansk fodbold, fordi den fyldte mundvigene fuldstændigt. Overvældet af følelsen af, at han virkelig ikke kunne sige mere, gjorde han ingen modstand, da Martina strammede læderremmen bag hans hoved.

"Tale er sølv, tavshed er guld, min kære," sagde hun hånligt.

Så mærkede Achim noget rundt blive trukket over hans erigerede pik og testikler. Han var ikke i tvivl – dette var forsiden af ​​halelænken. Og hun levede op til sit navn, for han følte Martina spænde tre små læderremme om hans skaft, den ene efter den anden.

"For at hjælpe dig med at bevare din erektion," sagde hun med et fnis. "Hvem ved, hvad vi får brug for dem til næste gang!"

Nu var Achim fuldstændig vanvittig. Han lod det bare ske, da Martina lagde to læderhåndjern om hans knæ og trak dem meget langt fra hinanden med stropper på sengerammen.

Han kunne ikke have været mere hjælpeløs.

Der lå han: med halejernene på plads, benene ekstremt vidt spredt og bundet til sengen, armene forsvarligt bundet i en spændetrøje – og immobiliseret med en streng mundefold.

Da han registrerede alt dette og i det mindste prøvede at sætte sig op, hørte han Martinas stemme fra sengegavlen:

"Det var det, jeg troede. Sådan reagerer de alle sammen."

Et par remme raslede, hun fumlede med skuldrene på hans spændetrøje – og med en stærk "Ratsch" Han blev presset dybt ned i sengen af ​​yderligere stropper på skulderen.

"Bare rolig, min kære!" sagde hun. "Du får snart din dybe afslapning. Men der er stadig lang vej igen. Vi er jo ikke her for sjov!" Endnu en fnisen fulgte.

Det, der skete derefter, overgik alt, hvad Achim nogensinde havde forestillet sig med hensyn til følelsesmæssig fornemmelse.

Martina kildede ham uregelmæssigt mellem hans lår. Igen og igen lod hun en af ​​sine fjer glide nedefra over hans testikler og anus, mens den anden cirklede let over hans glans.

Achim spekulerede på, om han ville besvime af ophidselse.

"Nå, din lille idiot? Vil du komme med nu?" sagde hun med en ondskabsfuld undertone. "Jeg lader dig ikke! Jeg lader dig ikke!!" sang hun hånligt.

Mange pauser fulgte – og lige så mange nye kilde- og stimuleringsangreb, indtil Achim mistede al tidsfornemmelse.

Da en af ​​pauserne var lidt længere, sagde hun drilsk:

"Kom nu! Lad os nu gå et skridt videre!"

Hun rev kluden væk fra hans øjne, som hun havde brugt til at sløre hans udsyn i begyndelsen.

Det, Achim så, fik ham næsten til at besvime igen af ​​begejstring…

- Ligoteur
Efterfølger følger